Fra: Peter Brodersen Til: Bente Falkenfleth Kære Bente Falkenfleth, Lad mig først og fremmest beklage den lange svartid angående Deres henvendelse pr. 2003.07.28 om brugen af ordet Varefakta på hjemmesiden for Alexandria. Jeg vil indledningsvis gøre opmærksom på at Alexandria er et ikke-kommercielt website. Der er tale om en kulturel ressource baseret på frivillig arbejdskraft og uden andet sigte end ren dokumentation. Det bør også fremhæves, at værket "Værnepligt", til mit kendskab ligeledes er ikke-kommercielt. Ud fra dette må jeg henvise til markedsføringslovens §1, der nævner: "Loven gælder i privat erhvervsvirksomhed og offentlig virksomhed, som kan sidestilles hermed. Der må i sådan virksomhed ikke foretages handlinger, som strider mod god markedsføringsskik." Alexandria er således ikke omfattet af markedsføringsloven, hvorfor §§2 og 5 ikke er relevante. Hvad angår Bekendtgørelse af varemærkeloven, LBK nr 782 af 30/08/2001, omhandler §4 erhvervsmæssig brug, hvorfor denne ligeledes er uden relevans. Det skal dog ikke herske tvivl om, at jeg anerkender DVN's bomærke og forstår DVN's opsøgende henvendelser. Imidlertid er Alexandria som nævnt ikke-kommercielt, ikke-erhvervsmæssigt og ingen erhvervsvirksomhed. Ligeledes har Alexandria ikke indgået nogen form for aftale med DVN, og er derfor ikke underlagt forskrifterne i DVN's "BETINGELSER FOR BRUG AF VAREFAKTA PÅ VARER". Jeg håber, De med disse afklarende oplysninger vil være enig med mig i at der ikke er tale om at misbrug, ud fra de love, De henviser til. Har De brug for yderligere information, er De mere end velkommen til at henvende Dem til mig pr. e-mail eller brevpost. Med et ønske om en fortsat god dag, Peter Brodersen, ansvarlig for alexandria.dk Jydeholmen 55D, 4.th 2720 Vanløse ========== Fra: Helga Møller [direktør, Dansk Varefakta Nævn -red] Til: Peter Brodersen til Peter Brodersen Tak for din mail fra den 17. august vedr. brug af ordet Varefakta. Desværre må jeg sige dig, at det ikke er så afgørende, om du arbejder med frivillig arbejdekraft eller om din hjemmeside er kommerciel. Sagen er, at du ikke må bruge ordet Varefakta, da Dansk Varefakta Nævn har vundet hævd på brugen, og vi vil derfor indtrængende anmode dig med straks at ophøre med brug af ordet Varefakta. Jeg kan f.eks. anbefale dig at slå ordet op i Nu-dansk ordbog. Det vil spare os begge for tid og penge, da sagen i modsat fald vil blive overgivet til advokat. Venlig hilsen Helga Møller Dansk Varefakta Nævn, Alhambravej 10, 1826 Frederiksberg C tlf. 33 79 09 79, fax. 33 79 07 79, www.varefakta.dk